 |
 |
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
 |
|
Man fortalte mig da jeg var lille: ”Vär ikke bange for at spörge om vejen. Tal, og du vil nå verdens ende.” Men nogle kilometer bort talte man et andet sprog. At spörge var meningslöst. Man har fortalt mig: ”Lär sprog i skolen for at kunne tale med dem fra andre lande.” Men 90 procent af de voksne kan ikke udtrykke sig på det sprog som de har lärt i skolen. Man har fortalt mig: ”På engelsk kan du klare dig hvor som helst i verden.” Men i en spansk landsby så så jeg et ulykkestilfälde hvor en fransk og en svensk bil var involverede. Förerne kunne hverken göre sig forståelige for hinanden eller for politiet. I en lille by i Thailand så jeg en fortvivled turist forgäves forsöge at forklare sine symptomer for den lokale läge. Jeg har arbejdet for de Forenede Nationer og for Verdenssundhedsorganisationen på alle beboede kontinenter og på nogle öer og jeg har kunnet konstatere at i Kongo, i Japan og på mange andre steder så er engelsk helt värdilöst uden for de större hoteller, de större butikker, forretningskredse og luftfartselskaberne. Man har fortalt mig: ”Takket väre oversättelser er de mest fjerne kulturer nu tilgängelige for alle.” Men da jeg sammenlignede oversättelser med originaltekster, så jeg så mange forvrängninger, så meget som var udeladt, så ringe respekt for forfatterens måde at udtrykke sig at jeg fölte mig tvunget at bifalde det italienske ordsprog ”Traduttore, traditore”, At oversätte er at bedrage. Man har fortalt mig at Vestverden hjelper den Tredje Verden, med passende respekt for deres lokale kulturer. Men jeg så ikke at man viste nogen hensyn til deres sprog. Allerede fra begyndelsen blev de påtvungne vore sprog som om det var en selvfölge at disse er de bedste at kommunicere på. Jeg så hvordan de engelske og franske sprog kom til at udöve en kulturel pres, gennem hvilken folkenes mentalitet forandredes, og de kom også til at have destruktive effekter på äldgamle kulturer, hvis positive värdier samvittighedslöst ignoreredes. Og jeg så hvordan uregnelige problemer opstod når man skulle uddanne den lokale arbejdskraft, fordi at vestverdens teknikere ikke forstod deres sprog, sprog der ikke havde nogle läreböger. Man har fortalt mig: ”Almen skoleundervisning vil garantere samme muligheder for alle samfundsklasser.” Og jeg så hvordan rige familier i udviklingslandene sendte deres börn til England og USA for at de skulle läre det engelske sprog, medens folket, fanger i deres eget sprogs underlegenhed og offer for al slags propaganda, gik en mörk fremtid i möde. Man fortalte mig: ”Esperanto har mislykkets.”Men i en bjerglandsby i Europa så jeg hvordan börn til bönder, efter bare seks måneders undervisning, snakkede med besögere fra Japan. Man har fortalt mig: ”Esperanto savner menneskelighed.” Jeg har lärt sproget, läst dets poesi, lyttet til dets sange. På dette sprog har jeg modtaget tillid og tiltro fra brasilianere, kinesere, iraniere, polakker og en ung mand fra Uzbekistan. Og her står jeg – en tidligere professionell oversätter – og må i ärlighedens navn, sige at disse samtaler var de mest spontane og dybtgående som jeg nogensinde har haft på et fremmed sprog. Man har fortalt mig: ”Esperanto er värdilöst fordi at det savner kultur.” Men når jeg mödte Esperanto-talende i Östeuropa, Asien, Latinamerika, så var de fleste af disse mere kulturelle end deres brödre og söstre i tilsvarende socioökonomiske stilling. Og da jeg tog del i internationale debatter på dette sprog blev jeg virkelig imponeret af det internationale niveau. Jeg forsögte at forklare dette for min omgivelse. Jeg sagde: ”Kom! Se! Det her er noget ekstraordinärt! Et sprog som löser kommunikationsproblemerne mellem jordens folk! Jeg så en ungarer og en koreaner diskutere politik og filosofi kun to år efter det at de var begyndt at läre sproget! Det ville have väret umuligt på noget andet sprog! Og jeg så det og det og også…” Men de svarede: ”Esperanto er ikke seriöst. Og desuden, det er kunstigt fremstillet.” Jeg kan ikke forstå. Når et menneskes själ, fölelser, tankers fineste nuancer er udtrykket på et sprog som er skabt af rigdomen i mange kulturers måde at kommunicere, så siger de til mig: ”Det er kunstigt fremstillet.” Men hvad ser jeg på mine rejser rundt om i verden? Jeg ser rejsende der länges efter at få dele med sig af sine ideer og oplevelser, eller måske kun madrecepter, til de lokale indbyggere. Jeg ser hvordan forsög til samtaler med hjelp af gestus förer til groteske misforståelser. Jeg ser folk der törster efter information men som på grund af sprogbarrierer ikke kan läse det de vil läse. Jeg ser masser af mennesker som efter seks eller syv års sprogstudium, stammende og med en komisk udtale, forgäves forsöger at få sagt det de vil sige. Jeg ser hvordan forskel i sproglig ligestilling og diskriminering blomstrer rundt om i verden. Jeg ser hvordan diplomater og specialister taler i mikrofoner og lytter i hörelure til, ikke deres samtalepartner uden nogen andens stemme. Er det naturlig kommunikation? Fra en själ eller en hjerne til munden til et öre, det er naturligvis kunstigt fremstillet, men fra en mikrofon til en hörelur i et tolkebås, det er naturligt. Tilhörer evnen at löse problemer med hjelp af intelligence og fölsomhed ikke längere den menneskelige natur? Man siger så meget til mig men jeg ser noget andet. Forvirret ströver jeg omkring i dette samfund der gör krav på at alle skal have ret til at udtrykke sig og kommunicere. Og jeg gad vide om man lurer mig eller om jeg er tosset. Tradukis Franko Luin, 5 maj 1996 |